At mange dyr har en geomagnetisk sans, er utvilsomt. For eksempel orienterer enkelte trekkfugler seg etter helningsvinkelen på jordklodens magnetfelt: Ved polene står magnetfeltet rett opp, ved ekvator ligger det flatt.

Andre vesen kan se elektromagnetiske felt som vi mennesker er blinde for: En humle ser på blomstens elektriske ladning om den nylig er tømt for nektar.

Men hva med mennesker?

At vi påvirkes av variasjoner i jordklodens magnetfelt, er gammel kunnskap, selv om mekanismene bare er delvis forstått og feltet er fullt av mer eller mindre underlige hypoteser, teorier og nedarvet tro og viten.

Intrikate sammenhenger er påvist og viser oss hvordan livet selv er vevd sammen med naturen. – Helt nedenfra på DNA-nivå, i vårt immunforsvar og helt opp til solstormene kan dagens forskere følge virkningene fra fra omgivelsene – selv på noe så prosaisk som influensa (bloggpost 17.03.2020).

Men ofte blir spekulasjonene mer luftige og skaper stadig sensasjonsstoff i populærvitenskapelige blad – for eksempel om hvordan ønskekvister kan tenkes å virke, om kloden har naturlige «jordlinjer», hvorfor dyr legger seg på ulike plasser, og hvorfor ulik vegetasjon trives best på steder med lavere eller høyere energifelt.

Mye kunne ikke etterprøves og påvises gjennom praktiske forsøk, og virket dessuten lite matnyttig. Hele feltet kom i diskreditt i vestlig praktisk orientert forskning og har lenge levd ute forskningsverdenens ytterkanter. Men i en tid der verdenssamfunnet gjør seg stadig mer avhengig av å produsere elektromagnetiske felt til radiokommunikasjon og strøm, er det å vente at interessen for de biologiske virkningene blir større. Kan virkelig elektromagnetiske krefter utnyttes uten at livet forstyrres?

Det kan være interessant nok å holde seg til det konkrete, der det er mulig å gjøre presise undersøkelser: Har også vi mennesker en geomagnetisk sans? Og hva gjør det med oss om den forstyrres?

Danske Cecilie Bruun har gravd litt og sett på en forskningsartikkel om temaet. Hennes omtale ble nylig publisert i den danske EHS-foreningens medlemsblad. Den gjengis her – på dansk – med tillatelse fra forfatteren.

 

Einar Flydal, den 14. desember 2022

PDF-versjon: EFlydal-CBruun-20221213-Mennesker-og-geomagnetisk-sans.pdf

Mennesker og geomagnetisk sans

Af Cecilie Bruun

Først publisert i Medlemsbladet, EHS-Foreningen for Electro-Hyper Sensitive, nr 3. November 2022 7

Har mennesker også en geomagnetisk sans?

Som EHS‐ramt synes jeg altid, at det er spændende med forskning, i samspillet mellem elektriske og magnetiske felter, og menneskets biologi. De fleste med EHS er nok ikke I tvivl om, at deres krop reagerer på EMF, men der kan være langt mellem studier der validerer, at denne oplevelse kan være reel, og funderet i noget fysisk målbart.

Fra dyreriget er der mange arter, der både registrerer og anvender jordens magnefelt, til blandt andet at navigere efter. Herunder hunde, hajer, hvaler, fugle, bier, laks, skildpadder, flagermus og sikkert mange flere, som man endnu ikke har studeret denne evne hos. Hos fugle menes ‘kompasset’ at fungere ved hjælp af kryptokromosomer, lokaliseret i øjets retina, som reagerer på, og sender signaler videre til hjernen, om placering i jordens magnetfelt.

Indtil for relativt nyligt, var der dog ikke konsensus omkring, hvorvidt mennesker også kunne være i besiddelse af en ‘geomagnetisk’ sans. Som på så mange andre områder, har der både været studier der påviste, at mennesker med en vis sandsynlighed også kunne ‘sanse’ jordens magne􀀺elter, og andre der pegede i modsat retning.

I starten af 1980’erne udførte Robert Baker et forsøg, hvor han kørte studerende væk fra deres skole/lokalområde, med bind for øjnene. E􀀫er at have kørt et stykke tid, kom de studerende ud af bussen, og han bad dem dere􀀫er, stadig med bind for øjnene, om at vende næsen i den retning de mente deres hjem lå i. Bakers studie konkluderede at en del af de de studerende faktisk var i stand til at ‘fornemme’ i hvilken retning de skulle gå, for at komme hjem igen, selvom de ikke kunne se noget. Han mente derfor at mennesker, ligesom en del forskellige dyr, var i stand til at registrere og navigere ved hjælp af jordens magnetfelt.

Hans studie fik en del opmærksomhed, og blev ofte refereret, indtil forsøget blev gentaget i 1985, uden at kunne reproducere resultatet. Konklusionen blev herefter, at den menneskelige hjerne ikke er istand til at registrere og reagere på jordens magnetfelt.

I 2018, lykkedes det dog i et samarbejde mellem Caltech (California Institute of Technology) og University of Tokyo, at lave en række forsøg, der viste, at den menneskelige hjerne, faktisk er istand til, at registrere og reagere på jordens magnetfelt. Den indledende ambition med forsøget var ret simpel, nemlig at undersøge, om den menneskelige hjerne, på nogen måde reagerer på et geomagnetisk felt? For at undersøge dette, blev der bygget et faraday‐bur, der afskærmede for alt andet end jordens magnetfelt. Herefter blev der bygget et gitter inde i faraday‐buret, således, at det blev muligt, at manipulere med magnetfeltet inde i buret, på en måde, så det mindede om det der sker, hvis man bevæger sig rundt, og ændrer retning i jordens magnetfelt.

Forsøgdeltagerne inde i buret, ville derfor blive udsat for et ændret magnetfelt, svarende til at de drejede rundt, henholdsvis med, eller mod urets retning. Som kontrol, blev de også udsat for, at magnetfeltet ikke ændrede sig, svarende til, at de sad helt stille. Inde i Faraday‐buret blev forsøgsdeltagerne sat i en behagelig lænestol med bind for øjnene, og elektroder på hovedet, således, at eventuelle ændringer i deres hjernebølger (EEG) undervejs i forsøget, kunne måles. De hjernebølger der måltes på i forsøget, var alpha‐hjernebølger, som er den dominerende hjernebølge i den menneskelige hjerne, når man er vågen og afslappet, og fx sidder og blunder med lukkede øjne. Sker der i denne tilstand, en ændring i dominansen af alpha‐hjernebølger, er det et udtryk for, at hjernen reagerer på, og bearbejder et sansemæssigt indtryk.

Hvis den menneskelige hjerne ikke er i stand til, at registrere jordens magnetfelt, skulle der altså ikke ske, en ændring I alphahjernebølge dominansen, når magnetfeltet inde i Faraday‐buret blev roteret, og omvendt; hvis der skete en ændring i dominansen af alpha‐hjernebølger, når magnetfeltet blev roteret, ville det indikere, at den menneskelige hjerne registrerer og bearbejder et ændret magnetfelt, svarende til jordens magne􀀺elt, som et sansemæssigt indtryk. En del af forsøgsdeltagernes hjernebølger ændrede sig faktisk, når magne􀀺eltet inde i Farady‐buret blev roteret, hvilket for forskerne, var et ret overbevisende hint om, at den menneskelige hjerne, faktisk er i stand til, at registrere og reagere på magnetfelter, svarende til jordens magnetfelt.

Undervejs i forsøget viste det sig også, at der var individuelle forskelle på, hvor meget de forskellige forsøgsdeltageres hjernebølger ændrede sig, når magnetfeltet inde i buret blev roteret.

Nogle forsøgsdeltageres hjerner var simpelthen mere følsomme, overfor ændringer i magnetfeltet end andres. Nogle forsøgdeltagere viste næsten ingen, eller kun en meget lille ændring i hjernebølgeaktivitet, mens andre forsøgdeltagere viste større ændring i hjernebølgeaktivitet, når magnetfeltet blev roteret.

Om de forsøgsdeltagere der reagerede mest på ændringer i magnetfeltet inde i Faraday buret også havde symptomer på EHS, siger studiet ikke noget om, men, som EHS‐ramt, synes jeg, under alle omstændigheder, at det er interessant, at der ift. magnetisk reception, ser ud til at kunne være reelle individuelle forskelle.

I forlængelse af forsøgets resultater, perspektiverer forskerne bag forsøget, til antropologiske studier, som beskriver, at oprindelige folk, ofte ikke har begreberne højre/ venstre, og foran/bagved som retningsangivende ord i deres sprog. De har derimod øst/ vest og nord/syd, som retningsanvisende begreber. Fx ville de henvise til placeringen af et træ, som ‘mod øst’, istedet for ‘til højre’, hvilket kan tolkes, som et tegn på, at den menneskelige evne til, at navigere efter jordens magnetfelter, er en evne, vi enten ikke er trænet i at bruge, og som derfor er blevet henvist til det ubevidste, og/eller, er denne evne gået tabt i den moderne elektrificerede livsform. Som en muligårsag til, at denne evne i det store og hele er gået tabt, peger en af forskerne bag forsøget, på den mulighed, at den myriade af magnetiske felter vi påvirkes af i den moderne elektrificerede verden, herunder flyvemaskiner, høretelefoner, og MRI, på en eller anden måde, degenererer menneskers geomagnetiske sans. Da det moderne menneskes hjerne, mere eller mindre konstant, er udsat for magnetiske påvirkninger, af langt større styrke, end jordens magnetfelt, kunne man forestille sig, at den ender med, at blive magnetisk ‘døv’. Hvordan denne sammenhæng kan etableres, siger studiet ikke noget om.

Det er dog påvist, at magnetisk følsomme bakterier indeholder magnetit, af en type, som ligner det magnetit, der også findes i den menneskelige hjerne. Om det er mængden af magnetit i hjernen, der har betydning for følsomheden, overfor jordens magnetiske felter, eller hjernens evne til at reagere på impulser fra magnetiter, vides så vidt jeg ved, endnu ikke.

Om der kunne være en sammenhæng mellem EHS og grad af geomagnetisk sans, er som sagt, nok stadig svært, at sige noget om, men det virker, som en mulighed, at mennesker med hjerner, der i højere grad end andres, bliver ‘forstyrrede’ i deres afslappede alphabølge‐dominans, nok vil få sværere ved, at slappe af og lade op, i miljøer med kraftig elektromagnetisk påvirkning.

[Studiet der refereres til har titlen ‘Transduction of the Geomagnetic Field as Evidenced from Alphaband Activity in the Human Brain’ (Wang, 2019)]

— o —